How can I be lost,
if I've got nowhere to go?

- Metallica, Unforgiven III

Forskelligt fra mit liv...

Forskelligt fra mit liv...

Rejsens ende PDF Udskriv
Vinduerne bevæger sig forbi uden for vinduet. Eller måske bevæger vinduet sig forbi vinduerne. Et kort øjeblik af svimmel forvirring, og så det pludselige ryk og det skarpe smæld da togene forlader hinanden i hver sin retning. Eller holder vi stille? Holder de fraværende ansigter bag de mange lag glas stille? Hvori består bevægelsen? Indvendigt er rejsens retning imidlertid klar. Bevægelsen fører væk. En absurd bevægelse der kun fører væk og ikke henimod. En tomt sug fra et sort hul.

En samtale fra for længe siden - eller var det i går, blander sig med udbruddene fra de højrystede børn på sædet bagved: Nå - hvordan går det så med skolen? Er vi der ikke snart? Jo tak - det går såmænd godt, det er vældig spændende, lige Jeg keder mig! for tiden lærer jeg om bevisførelse, det er ret Er vi der ikke snart! svært at vende sig til at tænke så abstrakt. Ti nu stille lidt! Ja, det må det være. Den slags har jeg aldrig forstået mig på. Her, du kan få et bolche. Hej, nå så kom du. Et hurtigt smil, og afsted farer de sammen. Jeg står af nu. Nej, bliv her, vi er ikke fremme endnu. Jamen, jeg gider ikke mere.

Den rolige rokken virker søvndyssende, og snart stirrer øjnene gennem det forbifarende landskab, og ud mod den tiltrækkende og savnede uendelighed. Toget rasler videre, i midtergangen løber larmende uvidende børn glade frem og tilbage. På de andre sæder sidder forskellige verdener, forskanset bag aviser og blade. Se billederne af de kendte i deres nye designertøj, eller de udsultede børn i afrika.

Endnu en verden kommer trissende ned gennem midtergangen. Fraværende og professionel. Blokerer andres mulighed for at passere. Nogen der ønsker at handle? Ja, for pokker. Handling er tiltrængt. En voldsom uventet handling, der nedbryder alle disse grænser, sprænger boblerne, reducerer antallet af verdener. Nej tak. Et træt anstrengt smil. Rejsen er næsten slut.

Næste station er... en skrattende lyd afbryder. Hvem der dog bare vidste hvor vi nu kommer til. Gad vide om det er tid til at stå af. Øjnene forlader uendeligheden, begynder at sitre frem og tilbage i deres huler, i forsøget på at fange noget uden for det snavsede glas. Snart træder et stationsnavn frem, og tasker svinger rundt i luften. Personlige ejendele bliver hurtigt samlet sammen. Verdener forskanser sig yderligere bag jakker, hætter og nedslåede blikke. Et pludseligt ryk, der et øjeblik skaber lidt ustabilitet. Bobler svæver ud af døren. En mærkeligt kluntet svæven.

Skridtet er stort. Suset da foden ikke rammer asfalt. Det sorte fald mod dybet. Grunden forsvinder ikke under fødderne, for den har aldrig været der. Jeg falder. Uden fodfæste. Perronen forsvinder stadigt længere under mig. En enkelt stjerne glimter mellem de fjerne mørke skyer. Ingen opdager den forsvundne. Måske har han aldrig været her, og er derfor slet ikke forsvundet. Hvirvlende, skubbende og puffende, med rygsækken rokkende og rykkende på skuldrene. Igennem den levende malstrøm, som i en ædel gas, hvor partiklerne konstant støder sammen, men dog er for inaktive til at reagere. Bussen er kørt.

Sidder på en bænk i den kolde ventehal. I det fjerneste hjørne kigger to røde øjne ud af buskadset af hår. Spejder længselsfuldt ned i den nærmeste skraldespand. Dørene går op og i. Måske af sig selv, måske forårsaget af de fjerne skygger der passerer tværs over det snavsede gulv. Ved siden af på bænken, sidder en jeg kender: Hej, hvordan går det? Et øjeblik fejes standardsvaret væk, og erstattes med noget langt mere kompliceret. Noget der måske kan ligne en sandhed. Så sker det alligevel: Det går såmænd meget godt. Hvad med dig? Jo tak..... Ja jeg er jo i gang med at - undskyld men jeg skal nå et tog. Vi ses! Øjnene vander op til afgangsskærmen. Der er ikke mange afgange sådan en nat. Lige nu er der ingen.

Alene på bænken begynder kulden at gøre sin virkning. Snart skutter laserne, skægget og håret ovre ved skraldespanden sig, og ser på uret. Snart tiden hvor denne verden lukkes.

Forlader ventesalen. Ser togets lygter nærme sig. Nu snart hjemme. Hjemme hvor tårerne kan grædes uset. Togets skrigen trænger igennem panseret, og får folk til at løfte hænderne til ørene. Det drejer sig kun om et lille skridt. Togets hårdhed er ubetvivlelig. Et brag, og togets skrig blander sig med andre skrig.

Rejsen ender i uendeligt fredfyldt mørke.

 
 
Joomla 1.5 Templates by Joomlashack