Den der kun ta'r spøg for spøg
og alvor kun alvorligt
Han og hun har faktisk fattet
begge dele dårligt

-Piet Hein

Forskelligt fra mit liv...

Forskelligt fra mit liv...

Henry PDF Udskriv

Biip biip biip Bii........ Vækkeurets skærende lyd stopper og den rystende hånd der netop har kvalt den velkendte lyd, trækker sig skyndsomst tilbage til sin ejermand, der ligger badet i sved og ryster, mens han langsomt fornemmer sengen vende tilbage under sig. Gradvist fortager det trykkende mørke sig, og følelsen af skyld og anklage letter sig lidt efter lidt fra hovedet, hvor forstanden jager den ud, og dernest langsomt fra resten af kroppen. Til sidst er der kun en lille rest af sort uhygge og ubehag tilbage i maven, samt en irriterende følelse af at have glemt noget vigtigt.

Henry rejser sig fra sengen, og lunter ud på badværelset, hvor det kolde vand ikke har den ønskede effekt, der sidder stadig en del uro i kroppen fra den allerede glemte drøm. Han lunter videre ud i køkkenet, hvor han spiser sin morgenmad, mens han gennemgår de gøremål som hans egen omhyggeligt førte kalender dikterer ham, så falder tiøren. Det er i dag hans far kommer hjem fra sit ophold i England, hvor han har boet i 2 år, det vil sige siden Henry var 18, i kalenderen står der: "Hente far i lufthavnen efter arbejde." Henry rejser sig, tager sin jakke fra bøjlen, tjekker at han har nøgle og pung med sig, låser døren omhyggeligt efter sig og går ned og starter bilen. I bilens varme på vej til arbejde, smelter den lille klump uro fra morgnens drøm til en klistrert nylonmasse der brænder sig fast, og hænger ved hele dagen.

Han sagde: "Lad der blive lys" og der blev lys. Faderens stemme runger op og ned i opgangen, da han triumferende trykker på kontakten neden for trappen, og der forbliver mørkt. Henry føler et stik af smerte og falskhed, og pludselig føler han at nylonklumpen i hans hjerte river sig løs og strømmer med blodet op til hovedet, hvor den sætter sig som en let hovedpine. Henry fortæller sin far at lyset i opgangen ikke har virket så længe han har boet der, og viser ham op til sin lejlighed, hvor hans vante fingre finder låsen i mørket, og åbner døren. Kort efter sidder faderen og sønnen i lejligheden og drikker kaffe, den aromatiske duft breder sig i hele lejligheden mens faderen fortæller om sit Englands ophold, og beklager at de ikke har udvekslet breve undervejs, for nu er der så meget at indhente. Faderen insisterer på ikke at ville sove hos Henry, men på hotel, og Henry gør kun symbolsk modstand. Da faderen er gået ordner Henry opvasken, rydder op og ser lidt TV, men til sidst må han modvilligt gå i seng.

Det trykkende mørke samler sig om mig. Jeg føler tydeligt stemningen af hemmelighed. En lang hemmelig mørk gang, hvor fodtrinene langsomt nærmer sig. De bløde klaskende lyde af nøgne fødder mod det bare trægulv. Fornemmelsen af en indforstået fortiet viden. En person tegner sig tydligere i mørket, og jeg kryber sammen. Jeg føler at de 6 års venten endelig er slut, jeg føler at nu bliver det afgjort, nu behøver jeg ikke længere gemme hemmeligheden. Den mørke skikkelse i gangen stopper op og hæver hånden højt over mig, hånden fortaber sig i de mørke skygger tæt ved det mørke loft der presser atmosfæren i rummet sammen. Personen i mørket er stor og sort og truende, og på en måde ved jeg hvad der vil komme, jeg ved at nu kommer den uundgåelige fortsættelse af historien, nu forsvinder mit ansvar, nu behøver jeg ikke at bekymre mig længere, nu skal jeg dø. Jeg fryser til is, i en bange stivnet position og kan ikke længere bevæge mig, loftet hæver sig over mig, og der er udsigt til den klare stjernehimmel, den mørke hånd på den mørke arm, der er fæstnet på personen over mig, synes at få eget liv, den bevæger sig i en jævn og unaturligt langsom bevægelse ned mod mig, i det sekund den rammer mig skriger jeg, jeg skriger så det føles som om trommehinderne springes, som om lungerne vil flyve ud af halsen på mig, så det føles som om personen foran mig burde splintres til atomer, et øresønderrivende brøl: "Neeeeeeeeeej!" Hånden aer mit hår, og i det samme kommer loftet susende højt oppe fra, og komprimerer luften til en uhørt tæthed, en komprimeret atmosfære hvor det er svært at trække været, hvor ethvert forkert ord presset ud af munden, kan få det hele til at eksplodere, og en enorm tung og ubærlig byrde af skyld sætter sig i min krop.

Henry vågner med et spjæt, en eneste følelse har bemægtiget sig hans krop, han hiver en joggingdragt på, og styrter ud og afsted gennem byens gader, han løber og løber til han føler behovet for at flygte fortage sig. Derpå vandrer han langsomt hjemad, hvor han gør sine rituelle morgenforberedelser alt imens han hele tiden mindes sit barndomshjem, og sammenligner det med sin lejlighed. Da han sidder i bilen på vej til arbejde, er han glad for at han ikke er nødt til at være alene længere, han føler stadig en stærk trang til at komme væk, og i hans mave sidder en hård flintesten der, når han trækker været dybt, skraber imod den lille nylonkugle, der stadig findes et sted i hans krop.

Om aftenen da Henry vender hjem, føler han allerede på trappen en sær tilskyndelse, ja faktisk har han gået med denne fornemmelse hele dagen. Da han kommer indenfor, sætter han sig i sin bedste lænestol, og kigger i de gamle familiealbum, noget han ikke har gjort de sidste 8 år. Han finder ikke noget egentligt interessant, kun en masse billeder af nogle mennesker han kendte engang. Den foregående nats urolige søvn begynder at kunne mærkes, og snart synker hans hoved bagud i stolen, og albummet glider ned på gulvet.

Midt på gulvet står en skinnende hvid kiste. Rundt om mig er der lutter grædende ansigter. Min far tårner sig op ved siden af mig, mindst dobbelt så høj som mig selv, og hans hånd knuger min hånd i et knusende hårdt tryk. Jeg føler et enormt pres af følelser omkring mig og inden i mig. Jeg føler at hvis ikke min fars knugende hånd og strenge udseende, og store tilstedeværelse holdt mig oppe, ville jeg falde og blive mast mod jorden, og blive sprunget i tusind stykker af de følelser der presser indefra. Blive mast mod jorden af skyld, ansvarlighed, uduelighed, ja af min viden om at det jeg nu overværer kunne jeg have undgået. Det værste er skyldfølelsen. Denne kvælende viden, at det kun er på grund af de andres nåde, at jeg ikke ligger der i kisten sammen med min mor. Det er lige ved at jeg ønsker at jeg gjorde.

Min fars knugende hånd sender et for mig fuldstændigt utvetydigt budskab, et budskab der ikke kan formes med ord, et budskab der på mindre end et sekund formaner til stilhed, til at det skete er vores hemmelighed, fortæller at nu er det ovre, nu behøver jeg ikke tænke mere på det, nu er det blot vores hemmelighed og jeg skal blot glemme det hele. Hele budskabet er centreret om noget meget konkret og endnu mere ubeskriveligt end budskabet selv, budskabet handler om det, der står der på gulvet og lyser hvidt, og i endnu højere grad handler budskabet om en der ikke er her, om den som præsten taler om, om den der ligger i den hvide kiste, om min mor.

Med et pludseligt ryk rejser Henry sig fra stolen, samler fotoalbummet op, og kyler det med en voldsom bevægelse over på en hylde i reolen. Han går ud på badeværelset og tager et iskoldt styrtebad. Det kolde vand bedøver alle hans tanker, og hele hans krop, og han føler en enorm smerte, en følelsessmerte, der langsomt bliver skiftet med den isnende smerte fra det kolde vand. Efter at have stået i ti minutter under den kolde bruser, er han lige ved at besvime, og først da slukker han vandet. Mens det prikker og stikker og dunker i hele hans krop, mens blodet pumper rundt i ham og vækker de bedøvede celler, ligger han sig nøgen på sin seng og græder. En lang hjerteskærende gråd, som han har svært ved at finde årsagen til. En gråd der bare skal grædes. Langsomt stilner gråden, der bliver længere mellem hulkene, hans krop falder til ro nu da han igen er gennemstrømmet af varme, en varme der for et øjeblik har opløst smerten i hans indre, en varme der luller den nøgne krop i det bløde mørke, hvilende på den nyligt redte, friskt duftende seng, ind i søvnens omsluttende mørke.

Mørket rundt om mig er tætsluttende og uhyggeligt, og jeg føler mig utroligt alene. Jeg ligger her og mærker det enorme afsavn, mærker smerten fra personen der ikke er her. Jeg rejser mig langsomt fra min seng, i mit hoved strides stemmer: "Bliv liggende, du er ikke en tøsedreng, du ved far ikke vil tale om det." "Gå dog ind til ham, du savner hende og det gør han også." "Nej han gør ikke, du ved godt de var uvenner." Med en kraftanstrengelse tvinger jeg mig selv til at slæbe min tunge søvnfyldte krop ind i stuen, hvor far burde sidde foran fjernsynet. Pludselig lyder der et brøl fra stuen. En kæmpe stor mørk nattehånd pisker frem mod mig, løfter mig op, og med ufattelig styrke slynges jeg mod den modsatte væg. Det smerter kraftigt i mit hoved og jeg vrider mig desperat, hånden nærmer sig, tager fat om min hals, klemmer med en enorm og uhyggelig styrke, jeg prøver at ånde ud, men det føles som om luften bliver stoppet i min hals, der derfor pustes op som en ballon. Hjælpeløst sparker jeg ud i det tomme rum omring mig, men lige meget hjælper det, jeg prøver at skrige, men der undslipper mig kun en svag rallende lyd. Jeg vrider mig rundt med mine sidste kræfter og...

Henry vælter ud af sengen, og springer op. Han står lidt på gulvet, forvirret nøgen og sårbar, så letter chokket langsomt, svæver ud i rummet og siver langsomt ud af vinduet, der står på klem. Med sløve bevægelser tager han et bad, klæder sig på og spiser morgenmad. Hans blik falder på uret, klokken er kun fem. Han trækker jakken på, og de næste to timer vandrer han planløst rundt i det øde kvarter, uvillig til at falde i søvn og endnu engang overgive sig til sine mareridt. Derpå vender han tilbage, starter bilen, og kører ud i tågen, på vej til arbejde, hele hans indre er én stor sort masse af blødt fugtigt nattemørke.

Da Henry vender hjem er mørket i hans indre fortættet til et enkelt sort hul, der sidder i mellemgulvet, og gør hans bevægelser langsomme, tunge og klodsede. Han når lige ind i lejligheden da telefonen ringer, han overvejer at lade den være, det er muligvis fra arbejdet, og han gider ikke snakke med dem idag. Det har været hårdt nok at klare den daglige rutine. Da telefonen ringer femte gang, beslutter han sig for alligevel at tage den: "Hallo det er Henry." "Hej knægt, det er mig, jeg ville lige høre hvordan det går." Faderens stemme er ikke til at tage fejl af. Henry svarer:"Det går godt nok, selvom jeg ikke har sovet så godt i nat." Faderen siger med beklagelse i stemmen: "Jeg ville ellers invitere dig ud at spise, men det kan så vente til i morgen aften OK?" "Det er i orden," svarer Henry træt, "henter du mig her?" "Ok, jeg glæder mig. Vi ses" "Vi ses." Henry ligger røret med et træt suk. Det sidste halve års tid, efter at faderen vendte hjem havde alting været så perfekt, og hans gamle modvilje mod faderen var væk. Nu da han er tilbage, føler Henry sig elendigt til mode, og et had han ikke kan forklare vokser i hans indre. Henry overbeviser sig selv om at det nok skyldes mangel på søvn, han varmer sig et spejlæg og spiser, derpå går han i seng, det skal blive godt med en god lang nats søvn.

Slam! Den voldsomme lyd af en dør der smækker får mig til at sætte mig op i sengen med et spjæt. Tunge trin på gangen og endnu en dør der går, derpå høres et vræl: "Naaiiiiii" Et voldsomt spektakel bryder løs. Mine ben fører mig mod min vilje, hen til mine forældres soveværelsesdør. Pludselig går døren op, og et kraftigt sug trækker mig inden for, hele værelset er en stor hvirvlende malstrøm, midt i det hele kommer min mor flyvende. Et øresønderrivende skrig, stiger og falder i tonehøjde, og min mor vrider sig mærkeligt krampagtigt. Midt i malstrømmen står pludselig min far. Fast som en klippe. Han peger ned mod gulvet, og pludselig stilner stormen. Min moder ligger på gulvet, det bløder let fra hendes mund, og hun vrider sig og hulker lidt. Et rødglødende blik fanger mig, og med et pludseligt kast med hovedet, sender min far mig, flyvende gennem husets vægge, et sidste trommehindesprængende brag, hullet i væggen lukker sig, jeg brager voldsomt ned i min seng, alt bliver sort.

Henry vågner forvirret op, rejser sig, og med et højt knald banker han hovedet mod sengebunden. Hele hans krop værker, og hans hoved dunker som skulle det sprænges, med møje og besvær trækker han sig ud under sengen og vakler ud i badet. Da han lidt mere klar i hovedet vender tilbage fra badet, ser han at hele lejligheden er raseret. Alting er slynget rundt, og gulvet er fyldt med skår fra vaser og elektriske pærer. Sofaen er væltet, og alle bøgerne ligger kylet rundt i lejliheden. Det ligner at en vældig orkan har raseret lejligheden indvendigt, som om en enormt rasende bande rockere er gået amok og har svinget om sig med kæder, og splittet alting ad i en formålsløs rasende raseren. Alt er smadret og splittet. Henry sætter sig på gulvet og græder lidt. Så begynder han med automatiske bevægelser at rydde op. Hele dagen bevæger han sig langsom og sløvt og med smerter i hele kroppen, rundt i sin lejlighed, og forsøger at få den til at antage et nogenlunde normalt udseende inden faderen kommer.

Da faderen kommer, er der rimeligt styr på lejligheden, han og Henry følges ad ned til faderens bil, og kører til en nærliggende restaurant. Faderen har bestilt bord, og de sætter sig ned, faderen skænker rødvin i deres glas: "Skål på en lang og lykkelig fremtid for dig, min søn!" Siger han. Henry løfter glasset og skåler med ham. Pludselig trænger et spørgsmål sig på: "Skal vi ikke tage ud og lægge blomster på mors grav?" Faderen kigger forskrækket på Henry og tøver.

Jeg føler den sviende smerte bag øjnene, men vil ikke lade tårene komme ud. Far tårner sig op over mig, i en lang uhyggelig monoton messen, flyder der en jævn strøm af uartikulerede lyde fra hans strube. Pludslig tager ordene form: "Vi skal nok klare os uden mor, tænk du ikke mere på hende."

Faderen svarer: "Behøver vi at snakke om mor nu, skal vi ikke blot nyde middagen?" Henry ligesom synker sammen i stolen, men så kommer der et hårdt udtryk i hans øjne, og han knytter hænderne, så knoerne bliver hvide: "Mor er måske stadig vores lille hemmelighed." Hvæser han ud mellem tænderne.

Det sorte mørke dækker hele huset, men jeg opfatter den umiskendelige lyd, af far der går rundt i cirkler inde på stuegulvet. Langsomt sniger jeg mig ind i stuen, men da jeg når frem til døren vender han sig, og får øje på mig....

"Hvad mener du dog?" Spørger faderen, med et mærkeligt udtryk af forpinthed i ansigtet, og med en let skælvende falskhed i stemmen. Sætningen bliver fremstødt som et host nede fra mellemgulvet, der nærmest ender i et skrig: "Det ved du udemærket godt." Henry rejser sig så voldsomt at stolen vælter. Faderen farer forskrækket sammen.

... fra hans øjne strømmer der en flod af saltvand, jeg bliver revet med af strømmen, og her i det salte vand, føler jeg at det er forgæves at skrige, ingen er i stand til at hjælpe mig, ingen kan høre mig. Vinden blæser omkring mig, og jeg er alene på havet.

En tjener dukker op og spørger: "Er der noget jeg kan hjælpe med?" Henry nærmest råber: "Tilkald politiet, den mand er morder!" En anklagende finger peger direkte mod faderens ansigt. Faderen bliver pludselig vækket af hans nærmest chokagtige tilstand og råber:"Hvad siger du dog søn? Er du blevet vanvittig?"

Jeg skrumper og skrumper, bliver mindre og mindre, tilsidst er jeg kun et fnug på gulvet, men jeg sanser stadig. Den ene uhyggelige dumpe lyd efter den anden runger gennem min sjæl. Imellem lydene, hører jeg en svag fortvivlet rallen: "Hjælp mig Henry, hjælp." Dybt i min sjæl føler jeg at jeg burde gøre noget, men jeg bliver blot hvirvlet hid og did af vinden, som det lille mikroskopiske fnug jeg er.

"Nej jeg er ikke vanvittig!" Skriger Henry, "det er dig og ikke mig der slog mor ihjel, jeg er ikke skyldig hører du? IKKE skyldig." Faderen springer op, begge hans flade hænder, hamrer med et højt klask mod bordet, og hans stol flyver bagud: "Nu stopper du fandme knægt!" Han skriger med en høj skinger stemme, der knækker over som stammede den fra en ivrig pubertetsdreng.

Jeg føler det kvælende mørke trænge ind i mig. Jeg følger at nu kan jeg gøre noget, for at tage hævn for min moders død. En dødshylen starter rundt om mig, og jeg ønsker min far langt bort. En enorm sort kraft rykker i min sjæl, jeg føler en enorm ond styrke vokse inden i mig, jeg ser min far skrumpe bort foran mig, og jeg føler at nu har jeg magten.

Med en skarp lyd gennemborer de fire spidser faderens hånd og spider den til bordet. Henry slipper gaflen, der nu sidder tværs gennem faderens hånd, faderen der skriger og vrider sig i smerte. Henry slår faderen i ansigtet, faderen bliver slynget ned på gulvet, men hånden ligger stadig på bordet, som et dyr der vrider sig i dødskramper, rødvinsglassene vælter, og vinen blandet med faderens blod, løber ned ad faderens hånd og ned ad hans arm, faderen vrider sig voldsommere mens hans hvide jakkesæt langsomt farves rødt, Henry står og ser til, mens han konstant og nærmest ubevidst hvæser: "Hævn hævn hævn." Gentager ordet i det uendelige, som et magisk mantra. Så griber stærke arme ham, og politikfolk fører ham væk, mens et par læger hastigt iler faderen til hjælp.

 
 
Joomla 1.5 Templates by Joomlashack